Det er lørdag aften den 24. juli i Søndre Igaliku/­Igaliku Kujalleq. Carlo og jeg blev tilbage for at se en dag mere på landskabet her, da de tre andre i formiddags sejlede til Igaliku. Nu har vi imidlertid set hvad vi kunne i regndisen, og jeg har besluttet at gå ind for at hilse på den nye fåreholder, vi passerede på vores vej hertil, da vi i går kom ned fra fjeldene ca. 5 kilometer inde i landet.

Jeg aftaler forløbet med Carlo. Så de fugtige støvler på og af sted. Efter nogle kilometer ad grusvejen møder jeg fåreholderen - Andala - der kommer susende i den blå Landcruiser, jeg allerede har set nogle gange i bygden. Han er med nogle venner. Jeg stopper dem og fortæller, jeg er på vej ind for at besøge ham og hans kone og spørger, om det er en god idé for mig at fortsætte. Jeg vil ikke trænge mig på eller komme til ulejlighed. Men efter i dagevis at have vandret på fårestier i fjeldet er jeg frygtelig nysgerrig efter at høre mere om, hvordan man "dyrker" får her i landet. Andala mener, det er helt ok at fortsætte for at besøge hans kone. Så jeg fortsætter min færd.

Da jeg kommer tæt på gården, mødes jeg af kraftig hundeglam. Jeg gyser, men det er på en måde godt, de glammer, for så ved Sofiannguaq, at der kommer nogen, frem for at jeg pludselig står i døråbningen. Tættere på hører jeg generatorens banken i udhuset, og jeg går hen til hovedbygningen, hvor et ansigt allerede hænger ud af vinduet. Sofiannguaq, som jeg har truffet kort dagen forinden, kommer ud på trappen til det fine hus, omgivet af nysgerrige børn.

Jeg fortæller om min egen nysgerrighed og beder om lov til at se mig omkring på "farmen". Det får jeg. Sofiannguaq siger, at der er kaffe på kanden bagefter. Det bliver jeg glad for. Det er grønlandsk skik altid at byde gæster på kaffe.

Fårestalden er enorm! Udvendigt er den beklædt med tynde blikplader, men indvendigt sikrer tonstunge jerndragere, indspændt i betonfundamenter, at selv den værste storm ikke kan fjerne grundlaget for familiens eksistens. Jeg er imponeret. Alene arbejdet med at køre de tonstunge dragere og alle pladerne op fra havnen må have været et projekt i sig selv. Hvortil kommer at støbe fundamenter, rejse og skrue det hele sammen - og det endda i en fart, så stålrammerne ikke rives omkuld af en storm, inden hallen er lukket ordentligt.

Bygningen er i to etager. På 1. sal står fårene om vinteren i lange båse på stålriste. Gødningen falder, sammen med overskydende foder, gennem ristene ned i "stueetagen", hvorfra det køres ud på markerne om foråret. Det hele er jo ret enkelt i princippet, men der skal givetvis en ihærdig indsats til, for at få det til at virke i praksis.

Rundt omkring står forskellige maskiner og i et hjørne af hallen 5 (fem) snescootere - der er vist nærmest én til hver i hele familien. Men de ser nu ikke helt top-trimmede ud alle sammen.

I hallen står også et par kæmpeballer af rå uld, indsvøbt i plastic, og store baller med ensilage fra markerne. Udenfor i græsset står en gammel dieselgenerator alene i regnen, og der er også en aflagt traktor - foruden en temmelig ny. Det hele giver indtryk af aktivitet ud over det sædvanlige.

Jeg går hen og banker på døren til huset, nu er det tid til kaffen. Sofiannguaq byder indenfor.

Jeg bliver forbavset, for der er mange mennesker i huset: 6 - 7 børn og flere voksne, det viser sig at være familiebesøg fra Qaqortoq. De skal være her i flere dage, så jeg kan vist godt tillade mig at tage lidt af Sofiannguaqs tid.

Sofiannguaq taler udmærket dansk, hun har været 9 måneder på håndarbejdsskole i Herning for nogle år siden. Så kun afbrudt af børnene kan vi tale.

Hvad hun fortæller, er imponerende:

Hun og manden - Andala - kom til Søndre Igaliku i 1995, hvor de købte et fårehold og en stald ved kysten af en ældre fåreholder. Derefter fandt de det område længere inde i dalen, hvor de nu bor. Før de kom, var der kun et hjulspor - men nu er der et fint hus, en stor fårestald, flere kilometer fårehegn og hektarer med grønne marker. Alt er skabt af dem selv, kun med hjælp fra familien og lån fra Hjemmestyret.

I samme periode har de fået tre børn, hvoraf den ældste er 8 år, den yngste er 2. Til efteråret skal Sofiannguaq til Nuuk for at læse til lærer i et år for, at hun kan undervise børnene hjemme.

Jeg føler mig et øjeblik hensat til den virkelighed, nordboerne sad i for 1000 år siden eller nybyggerne i USA sad i for 300 år siden. Jeg kigger ud ad vinduet og ser fjeldet med pilekrat, mos og græs og tænker på hvilket arbejde, det må have været for ægteparret og deres hjælpere - mest Andalas bror og venner - at forvandle fladerne i fjeldet til de grønne marker, vi så fra højderne, da vi kom vandrende ned over fjeldet i forgårs.

Der er te og kaffe på kanden og friskbagte kager, UHT fløde minsandten også, så jeg kan blot forsyne mig.

Jeg nævner, at Andala og Sofiannguaq ejer det gule hus, vi boede i, og jeg forstår nu, at de også har købt kirken/skolestuen og det røde hus, der også er indrettet til turisthytte. På denne måde kan Sofiannguaq og Andala tilfredsstille det behov, rejsebureauerne har for underbringning af turister i bygden.

Samtidig leverer parret transport af turister med båd og bil i området, mest om sommeren. Interessen for turisme har ført Sofiannguaq ind i bestyrelsen for Greenland Tourism, som er det grønlandske turistråd.

Jeg er mæt af indtryk og taknemmelig over, at Sofiannguaq har villet fortælle mig om sin families arbejde og levevis i Søndre Igaliku.

Jeg tømmer min kop, takker af og tager støvlerne på igen. Siger farvel til gæsterne og hunden. Klokken er over ni. Det har været en stor oplevelse, og jeg begynder på min vandring tilbage til Carlo.

Efter et par kilometer møder jeg Andala og hans venner igen. De har i mellemtiden sat en lang række træpæle i jorden ude på sletten. Nu mangler blot, at der bliver sømmet trådhegn på, så er endnu et nyt stykke fårehegn færdigt. Jeg bliver i traktor sat over elven, som jeg måtte vade over på vejen ind. Der er meget vand i den pga. de sidste dages nedbør.

Dagen efter sejler Carlo og jeg med Andala til Igaliku. På vejen skal vi lige hente noget bagage fra en gruppe turister et sted på kysten. Da vi sejler forbi det tidligere slagtehus i fjeldet, fortæller Andala, at det hus har han og Sofianguak også købt. Også til turistbrug.

Båden, vi sejler i, er Andalas. Han har lige købt ny påhængsmotor på 220 heste, det giver en topfart 38 knob, som er mere end rigeligt til turistsejlads i området. De mange heste er vist også mest for sjov og for, at familien kan komme hurtigt til Qaqortoq/Julianehåb. En sejltur, der svarer til den strækning, vi brugte 5 dage til, da vi gik over Julianehåb halvøen i forrige uge, tager blot 2 ½ time i speedbåden med den ny motor!

Undervejs på sejlturen fortæller Andala, at han også har en fiskekutter, som ligger i Sydprøven/­Alluitsup Paa - den sejler en ven med for tiden, for Andala kan ikke nå det hele.

Andala fortæller også grunden til, at han og Sofiannguaq besluttede sig for at slå sig ned i fjeldene netop, hvor de bor: Det store vandfald kan bruges til at generere strøm!

Andala har lagt tre rørledninger ned ad fjeldet, hvor den nuværende turbine laver strøm til ca. halvdelen af husholdningen. Drømmen er at få en større, der kan forsyne hele huset. Imidlertid koster en ny turbine ca. 200.000 kr., så i stedet benytter Andala indtil videre en billigere version: Generatoren er fra en aflagt dieselgenerator, og skovlhjulet er lavet at en gammel hjulfælg, som Andala har påsvejset 24 stykker pladejern. Dysen, der leder vandet mod skovlbladene, er toppen af en gammel Cola-flaske.

Hvor svært kan det være?

Kære Grønland! I har masser af fremtid. Spørg Andala og Sofiannguaq om, hvordan man gør!

Artiklen er offentliggjort 8. november 2004 efter aftale med Andala og Sofiannguaq.

Link: Andala og Sofiannguaq har medvirket i den prisbelønnede undervisningsfilm, Andala og Sofiannguaq - nybyggerliv i Grønland, instrueret af Ivars Silis.