For at sige det, som det er: Foreningens rejse til Sydgrønland i år var præget af mange dage med dårligt vejr, og det kom til at præge den samlede oplevelse. De i alt 5 rejsedeltagere gennemførte i de 2 første uger det planlagte arrangement, dvs. fjeldvandring ned over Julianehåb halvøen og på Vatnahverfi, mens den 3. uge blev ændret: Planen var at vandre i storslået terræn over en gletscher ved Jespersens Bræ til Motzfeldt sø, men pga. dårligt vejr blev ugen i stedet tilbragt med dagture ud fra en base ved vandrehjemmet i Narsarsuaq. Du kan her se hvordan oplægget til rejsen så ud.

Vi kunne ikke lande i Narsarsuaq pga. dårligt vejr, så flyveren fortsatte til Kangerlussuaq/Søndre Strømfjord. Dagen efter gik det bedre med at komme ned gennem skyerne, og fra lufthavnen i Narsarsuaq fortsatte vi med båd til Igaliko. Herfra satte vi næste morgen kursen ind over fjeldene mod Qaqortoq.

Pga. udsigt til halvdårligt vejr valgte vi en rute i lavlandet, hvor den største oplevelse undervejs var Hvalsø Kirkeruin. Vi tog os god tid til at studere stedet og forestille os nordboernes liv og levned i det barske klima. Samtidig smigrede solen os med sin tilstedeværelse, så vi fik vi lejlighed til at tørre vores tøj og støvler efter et par dage med lave skyer og byger. Også udsigten blev fin pga. opklaringen. Det blev en meget lang og meget dejlig frokostpause.

Vi nåede Qaqortoq efter 4 overnatninger, uden at have haft overliggerdage. Den sidste dag kom opklaring og sol, således at Grønland begyndte at folde sig ud for alvor, mens vi vandrede langs kysten på smalle fåre- og menneskestier i pilekrattet og det tørre græs.

Det var lige det, vi ventede på, og humøret steg adskillige grader på holdet. Det samme gjorde myggenes aktivitetsniveau, kunne vi konstatere …..

Opholdet i byen var dejligt. Byen viste sig fra sin fineste side i smukt solskin, og vi boede 2 nætter på Højskolen på vandrehjemslignende vilkår. Samtidig fik vi lejlighed til at vaske tøj og tørre støvler, og vi handlede ind til den næste etape. Vi talte flere gange om, at byen fremstod bemærkelsesværdig ren og velholdt - og det var ikke engang fordi, kronprinseparret havde været på besøg! De havde kun været længere nordpå i denne omgang.

Parti fra Qaqortoq/Julianehåb. I kirken hænger det eneste fundne stykke vraggods fra "M/S Hans Hedtoft", en redningskrans.

Rundvisning på elværket.
Gunnar og Morten, som begge er interesserede i el og mekanik, var heldige: Fra gaden gik vi ind og spurgte, om der var mulighed for at se el-værkets ædlere dele - og fik ja! Vi fik at vide, at elforsyningen i Narsaq og Qaqortoq skulle slås sammen og forsynes fra et nyt vandkraftværk på Vatnahverfi. Det er første gang, at to byer i Grønland har fælles elforsyning, og som et indledende skridt er netop udnævnt én fælles chef. Senere skal bl.a. trækkes en kilometerlang luftledning over Skovfjorden fra Qaqortoq til Narsaq, således at de to byer forsynes alene fra Qaqortoq - i første omgang fra byens to dieseldrevne værker.

Det ny vandkraftværk skal sættes i drift i 2007.

Da vi sejlede fra Qaqortoq om morgenen var det igen skyet, og senere under dagens vandring fra Alluitsup Paa til bygden Lichtenau kom byger til. Øv! Heldigvis klarede det op igen, og vores aften i Lichtenau husker vi for den smukke udsigt, og at vi fik besøg af 4 grønlandske børn, som med deres familier var på weekend i bygden. Et par af os fik også et kig ind i den gamle kirke fra 1876. Kirken bruges jævnligt og vedligeholdes af en ældre fåreholder, som bor fast i bygden.

Flere andre af husene var i nogenlunde stand, bl.a. det tidligere Gertrud Rasks børnehjem, hvor forældreløse grønlandske børn er vokset til under opofrende danske kvinders vinger.

Bygden ligger ved en lille bugt med en dejlig sandstrand, så det er let at forstå, at Herrenhutterne (en tysk kristen mission) slog sig ned her. Bortset fra to familier er bygden i dag forladt.

Her kunne man godt holde overliggerdag en anden gang.

Turen fortsatte i meget grønt og frodigt terræn med lavt pilekrat overalt. Vatnahverfi (udtales "vatna-kverrrvi") er et nordisk ord, der på nutidens islandsk betyder "Et sted med meget vand". Og der ER meget vand: Fjeldene i Vatnahverfi er alle grønne af vegetation; der er mange søer og elve - og det regnede en stor del af tiden, vi var der!

De grønne fjeldsider i lavlandet betyder, at ved lavthængende skyer - og dem havde vi mange af - ligner fjeldene hinanden. Det samme gør søerne, hvilket betyder, at orienteringen ikke altid var helt let. Men vi var jo 5 rutinerede fjeldfolk, så kun en enkelt gang fandt vi det umagen værd af tænde for GPS'en. Den kunne så fortælle os, at vi befandt os blot et par hundrede meter fra, hvor vi troede.

Så den store vildfarelse var der ikke tale om …

Fisk eller ikke-fisk ?
Umiddelbart efter at have vadet en elv, så vi en stor flok fede fjeldørreder svømme rundt lige foran os! Vi begyndte naturligvis straks at tale om, at Carlo skulle bruge sin fiskestang for at sikre ordentlig aftensmad i stedet for det frysetørrede. Men det var tidligt på dagen, og vi ville gerne videre, mens det var tørvejr og endda solskin. Der skulle nok være masser af fisk i søen, som elven kom fra, mente Carlo…….

Det var der også, og om aftenen fiskede Carlo i timevis efter en stor flok, vi kunne se svømme rundt. Nylonlinen var bare ikke lang nok, og vi måtte igen tage til takke med pulvermad !

Så blev der ikke talt mere om fisk på den tur!

Efter 6 temmelig våde vandredage (5 overnatninger) kom vi en eftermiddag i det flotteste solskinsvejr ned over en fjeldside til Søndre Igaliku. Vi nåede lige akkurat at blive indkvarteret i den tidligere kirke/skolestue med vores våde tøj og telte, inden det begyndte at regne igen !

Kirken var uopvarmet. Men dagen efter flyttede vi til et hus med en rigtig båd-ovn, det var livsaligt.

Den oprindelige plan omfattede mere fjeld- og gletschervandring, men pga. en dårlig vejrudsigt for de næste mange dage besluttede vi at sejle direkte til Igaliku og fortsætte videre til Narsarsuaq.

Her slog vi teltene op udenfor vandrehjemmet. Nu kunne vi opholde os dér og tørre tøj og støvler i samme takt, som det ville blive vådt under de kommende dages "udflugter".

Narsarsuaqs spændende historie
Narsarsuaq blev grundlagt i 1941 af amerikanerne som base for færgeflyvninger over Atlanten af fly til de allieredes krigsførelse i Europa. Der blev også indrettet et hospital med 200 sengepladser til brug ved invasionen i 1944. Efter krigen blev basen udbygget som følge af den kolde krig, og basen nåede sin maksimale størrelse i 1951 - 1958. På højdepunktet var der over 50 barakker, herunder hospitalet, og flere hangarer i området. Der var i alt 7 klubber og 4 fastboende orkestre til at underholde de op mod 5000 amerikanske soldater i deres fritid.

I 1958 blev amerikanernes kold-krigs-strategi ændret og hele den amerikanske del af basen blev fjernet. Tilbage blev kun en lille dansk vejrstation.

Året efter forliste imidlertid passagerskibet "M/S Hans Hedtoft" syd for Kap Farvel, hvor det gik ned med mand og mus. Man formoder, skibet sejlede ind i et isbjerg. Denne katastrofe blev derfor anledningen til, at man startede en ny opbygning af Narsarsuaq som base for isrekognoscering i Grønland.

Alt dette og meget mere til er glimrende beskrevet i museet, som vi aflagde et besøg.

Dagture
I øvrigt gik tiden med bl.a. dagture i området, og en dag sejlede Claus og jeg til bygden Qassiarsuk på den anden side af Skovfjorden. Her mødte vi Birgit, som er gift med en af foreningens tidligere bladredaktører - verden er lille…. Birgit havde taget sommerjob som turistguide med fast bopæl i bygden, der er placeret, hvor Erik den Røde først tog land i Grønland. Birgit havde meget travlt, for der kom både med turister mange gange om dagen - også i week-ends, kunne vi forstå.

Tørvehytte og tørvekirke i Qassiarsuk, hvor Erik den Røde slog sig ned. Tørvebygningerne er bygget i år 2000 af islandske arkæologer og illuderer bygninger fra nordbotiden. Hytten i baggrunden illuderer en høvdingebolig.

I de allersidste dage kom solen for alvor frem. Vi gik turen til Indlandsisen, der tager 5 - 7 timer retur. Ruten er smuk og afvekslende, og efter i månedsvis at have set frem til igen at vandre på en bræ i Grønland var det en stor fryd endelig at "montere isenkrammet" og lægge et lille hjørne af Indlandsisen for sine fødder.

Næste dag tog vi planmæssigt flyet hjem efter tre oplevelsesrige uger.

Den vældige indlandsis, her ca. 6 km øst for Narsarsuaq. Bemærk menneskene på klipperne ved iskanten midt i billedet.

Den sidste aften på vandrehjemmet i Narsarsuaq talte vi om, hvordan turen havde været. Det var nok Gunnar, der mest præcist fik sagt det, som vi alle følte: "Vi har oplevet meget….. - men der har været for lidt tid til, at Grønland kunne synke ind".

Det skyldes bl.a., at vi mistede en dag på Qaqortoq-halvøen i forhold til planen, fordi vi måtte mellemlande og overnatte i Søndre Strømfjord i starten. Desuden havde vi generelt for få dage med godt vejr. Det er alle disse ting, jeg sammenfatter i overskriften.

Vi vandrede normalt med rygsæk fra ca. kl. 9 til 16 med lang frokostpause de dage, hvor vejret tillod det. Vi kunne godt have afsat en dag mere til hver af de lange ture (Qaqortoq-halvøen og Vatnahverfi), således at vi havde kunnet gøre mere holdt for at nyde de dejlige steder.

Vi havde ingen uheld på turen.