Dansk politi udsender hvert år i perioden fra maj til oktober et antal politifolk som assistance til Grønlands forskellige politidistrikter for at opretholde bemandingen i sommerperioden. I 2004 var jeg selv i Tasiilaq i Østgrønland, en sommerassistance som ikke bare arbejdsmæssigt, men også personligt gav mig en oplevelse for livet.

Tasiilaq ligger lige syd for polarcirklen og er med sine godt 1.800 indbyggere den største af to byer på Grønlands østkyst. 900 kilometer mod nord ligger Ittoqqortoormiit, som også hører under politidistriktet, og endnu højere mod nord rækker distriktet langt ind i Grønlands nationalpark og dækker et samlet areal på 11 gange Danmarks størrelse. Distriktets samlede indbyggertal er på lidt over 3.000 mennesker, som også er fordelt på nogle mindre bygder, der ligger flere timers sejlads fra hovedbyerne.

Politiopgaverne i distriktet blev på det tidspunkt varetaget af 4-6 faste folk og 2 sommerfolk af 4-5 måneders varighed, derudover i Ittoqqortoormiit af 1 fast mand. De faste folk udgøres af grønlandske kollegaer samt de danske kollegaer, som er længerevarende udstationeret for en periode af 2-5 år. Politiet assisteres af reservebetjente uden egentlig politiuddannelse, og i bygderne er det kommunefogederne, som i første omgang løser opgaverne. Når det er nødvendigt at rykke ud til bygderne her og nu i alvorligere sager, går turen af sted i en chartret helikopter, hvilket i sig selv er en oplevelse og et fantastisk skue ud over fjeldene og isen. Den oplevelse lod ikke vente længe på sig.

Min sommermakker Kurt og jeg var kun lige landet med helikopteren i Tasiilaq, da stationslederen Kristian efter en kort velkomst spurgte, om vi ville med til bygden Isortoq og hente en brandstifter. Selvfølgelig ville vi det, og en time efter var vi igen i luften og fløj langs med kysten sydpå til Isortoq, en tur på 20 minutter. Det er ikke mange mennesker forundt at flyve i helikopter langs Grønlands østkyst midt i maj måned i lavt sollys og se ind over fjeldene og Indlandsisen på den ene side og ud over storisen på den anden side, så langt øjet rækker. Det er næsten lige svært at beskrive, om man har oplevet det eller ej, for det er bare så flot og så stort, at man skal have været der selv for at føle det. Det var vi heldigvis, og vi nød det.

Dagen i forvejen var vi lettet fra Kastrup i en dejlig forsommers varme, og pludselig stod vi i sne til midt på lårene i en gudsforladt bygd med 120 sjæle i en af de alleryderste afkroge af det danske kongerige.

Det var næsten mere, end sanserne kunne fordøje på 24 timer, men heldigvis havde Kristian vist mest taget os med som en gestus, og for at vi kunne starte opholdet med en god oplevelse. Vi fik dog så meget med fra den politimæssige side af sagen, at en mand havde forsøgt at antænde bål med brændbare væsker i vindfanget til et fangerhus, men at ilden ikke havde fået fat, og at ingen var kommet til skade. Årsagen var en velkendt blanding af uvenskab, jalousi og alkohol, så intet var nyt for vores grønlandske kollegaer, og som sædvanlig indrømmede og angrede gerningsmanden sin forbrydelse.

Vores første politiopgave i Østgrønland blev mest af alt en stor naturoplevelse, men vi fornemmede også fra starten, at Grønland er modsætningernes land.

Østgrønland og Tasiilaq er præget af store sociale problemer, og man udsættes på alle måder for et stort kulturchok det første stykke tid, man er der. Man bliver bjergtaget af naturen og de imponerende fjelde, som omkranser byen og fjorden, men indtrykkene fra arbejdet er det, som dominerer det første stykke tid. Den første fredag aften og nat, hvor du er alene om at dække vagten sammen med reservebetjenten, vil altid stå klart i erindringen. Mobiltelefonen gløder, og man farer byen rundt til opgaver, hvor alkohol, vold og personlige problemer hver gang er med i spillet.

De første fire måneder af 2004 havde byen ni selvmord begået af unge mellem 13 og 25 år, og når den unge fyr med kærestesorger sidder op af klippen med riflen under hagen, så er du meget tæt på liv og død, og der er ikke andre end dig til at tale ham ned. Sager om vold og seksuelle overgreb findes altid i din bakke ved siden af faderskabssager og tyveri fra båd, og man har hele tiden 10-20 sager under behandling.

Efterhånden får man hård hud på sjælen og når frem til en erkendelse af forholdene i samfundet. Grønlænderne er et meget tilgivende og ikke hadefuldt folk, og det smitter af på én selv i arbejdet og i det daglige. Bag den kriminelle handling ligger også i langt højere grad mere kulturelle og sociale aspekter end den bevidst onde gerning, som vi er mere vant til her hjemmefra.

Vi lærte også Grønland og grønlænderne at kende gennem vores grønlandske kollegaer, som tog godt imod os og var meget gæstfri. Vi blev hurtigt en fast bestanddel, når der blev inviteret til kaffemik ved festlige lejligheder, og det er en sjov – og meget mættende – oplevelse at gå fra det ene kagebord til det andet, når flere familier i byen har noget at fejre på samme dag. For én ting er sikkert, de grønlandske kvinder laver de mest vidunderlige kager, og de laver mange, rigtig mange. En aften droppede Kurt og jeg også forbi til en kollegas fødselsdag og fik grillet moskus og flyfriske kartofler og grøntsager, og vi endte med at synge med på de grønlandske festsange. Kan man ønske sig mere, når man ikke kan et ord grønlandsk? Vi endte med at blive sunget ud af døren over midnat, og klokken nåede heldigvis at blive syv, inden vi blev tilkaldt til en voldtægt og seks timers arbejde. Derefter et par timers pause og det hele forfra igen med en ny voldtægt.

Byens politistation er fuldt på højde med en politistation i Danmark, udsigten er bare meget flottere. Fra mit kontor var der udsigt til fjeldene i Blomsterdalen, og fra trappen op til hoveddøren var der udsigt ind mod bunden af fjorden og fjeldene længere inde på Ammassalik-øen, idet Tasiilaq faktisk ligger på en ø. Der er omkring 50 km fra øens vestlige side til Tasiilaq helt mod øst, som er anlagt indenfjords i ly for havet.

Politimanden i Grønland følger opgaverne lige fra begyndelsen, fra telefonen ringer, hele vejen igennem efterforskningen, og til politiet selv møder som anklagemyndighed og præsenterer sagen i retten. Politistationen er indrettet med detentionsrum til akutte anbringelser, men de fungerer også som afsoning for kortere straffe. Længere straffe skal afsones i en af anstalterne på Grønlands vestkyst. Fangerne afsoner for åben dør i dagtimerne, men der var i min tid aldrig nogen, som valgte at gå deres vej, eller som lavede ny kriminalitet i den tid, de afsonede, og de holdt sig også helt fra alkohol. Arbejdet væk fra stationen skete i en meget velkørende firehjulstrækker, som havde rækkevidde et godt stykke ind i fjeldet.

Det var også et stykke inde i fjeldet, at vi kort tid efter vores ankomst afholdt tjenesteskydning og bl.a. afprøvede stationens US-karabiner, som er et ældre, men meget træfsikkert våben, der til politiets brug er udstyret med lasersigte. Et meget anvendeligt våben til de grønlandske forhold, som vi heldigvis ikke fik brug for den sommer, men som havde været anvendt før. Alle grønlandske mænd ejer en eller flere rifler, og i værst tænkelige fald er det en fordel i hvert fald ikke at være underlegen, hvad ildkraft angår.

Politiet og politistationen fungerer i høj grad også som socialkontor, og mange ting er blevet talt til rette her, inden det nåede at udvikle sig. Men nogle gange kan politiet som hus og som system ikke rumme de menneskeskæbner, som der desværre er mange af i Østgrønland, og som resten af samfundet heller ikke formår at hjælpe på vej.

En dag mødte en gammel kending op, som for ikke længe siden var løsladt fra afsoning, men som nu ikke kunne håndtere tilværelsen i det fri og gerne ville ind at sidde igen. Afsoningen er for nogle en ordnet tilværelse, hvor de i det mindste for en tid er på ret køl og også har en ren seng og noget at spise. Vi kunne selvfølgelig ikke bare sådan uden videre tilbyde kost og logi, så efter en lang snak var vi nødt til at lade den fortvivlede mand gå. 1½ time efter havde han voldtaget en 75-årig gammel dame, og han sad og ventede på hendes trappe, da vi kom. En meget trist situation og et meget trist eksempel på de massive sociale problemer i Østgrønland og på de alt for mange seksualforbrydelser.

De fleste seksualforbrydelser i Østgrønland er overgreb mod børn, og langt den største del af de overgreb begås af nogen i barnets egen familie. Baggrunden for de mange overgreb mod børn findes i den kultur og i de sociale forhold, som østgrønlænderne stadig lever under, at det er meget små samfund, hvor der ikke rigtig er nogen befolkningstilvækst udefra, og hvor seksuelle relationer i familien traditionelt er blevet stiltiende accepteret. Sådan er holdningen heldigvis ikke mere, men befolkningsudviklingen i de små samfund er ikke fulgt med, og derfor finder overgrebene stadig sted.

Ofte er det en mandlig slægtning til barnets far eller mor, der begår overgrebet – typisk en onkel eller en fætter – men det kan også være barnets egen far eller dets bedstefar. Overgrebene er vanskelige at skjule i de små samfund, og nogle gange udvikler det sig til, at andre mandlige familiemedlemmer eller nærtstående får lejlighed til at udnytte det samme barn. Tit er det børn, som fra små vokser op med disse overgreb, og som over tid ikke selv kan skelne mellem, hvad der er rigtigt og forkert, og som derfor selv får en unormal adfærd i forhold til deres egen seksualitet og i forholdet til mandlige familiemedlemmer og ældre drenge/mænd generelt.

Det er en ond cirkel, som først bliver brudt, når og hvis barnet på et tidspunkt selv siger fra, eller når moderen, de sociale myndigheder eller sygehusvæsenet på anden måde bliver bekendt med overgrebene. Det kan være ud fra barnets adfærd i al almindelighed, men også fordi barnet klager over fysiske skader, som er opstået efter overgrebene.

Det er svære sager at få indblik i, for man bliver konfronteret med en mørk side af det grønlandske samfund og med de familier, hvor overgrebene finder sted. Efter danske forhold bliver seksualforbrydelser i Grønland heller ikke bedømt særlig hårdt, men når man kender den samfundsmæssige baggrund for overgrebene, så er det også klart, at graden af sanktionen ikke i sig selv har nogen effekt, hverken overfor gerningsmanden eller generalpræventivt. Der findes selvfølgelig de krænkelser, som er meget grove og voldelige, og som mere har baggrund i gerningsmandens seksuelle abnormitet. De sager bliver bedømt mere sammenligneligt med danske forhold, og i Danmark afsoner grønlandske sexkriminelle, som pga. deres farlighed og gentagne tilbagefald til samme kriminalitet aldrig bliver lukket ud i samfundet igen.

Børn i Grønland er også udsatte af helt naturlige årsager, i hvert fald når man er vant til at slippe sine børn løs hjemme på villavejen i Danmark. Klipper og vand er altid lige i nærheden, og ligeså meget som begge dele lægger op til leg og opdagelser, ligeså meget er begge dele en farlig legeplads. Men børnene lærer meget tidligt at færdes omkring alene, dels fordi sådan er det bare, men også fordi mange af dem er overladt til sig selv af forældrene. Alligevel sker der desværre nogle gange ulykker og dødsfald, som det er politiets opgave at undersøge.

Drukneulykker er ikke ualmindelige, og mens jeg var i Tasiilaq, var der to børn, som druknede i en af de små bygder. Den ene havde forsøgt at redde den anden, men på tragisk vis var begge børn døde, da der kom voksne til. Havneområdet i sig selv er en indbydende, men også farlig legeplads, og i Tasiilaq var der en dreng, som kom svært til skade, da han kravlede på nogle paller med gods. Pludselig kom pallerne i ubalance, og da drengen snublede, væltede 300 kg tungt gods ned over ham. Heldigvis var der voksne i nærheden, som fik drengen fri, men han havde fået åbent kraniebrud, og han måtte straks flyves til behandling på Island og siden overflyttes til Rigshospitalet.

Det er altid meget ulykkeligt, når der sker alvorlige ulykker og dødsfald, men det er som om, at grønlænderne mere har accepteret døden som en del af livet, og at omgivelserne og naturens kræfter nogle gange kræver sine ofre.

Naturen er samtidig det, der virkelig rodfæster sig i én fra Grønland, og man tænker ikke på den som farlig, men man skal færdes i den med stor respekt. Naturen er kæmpestor, og dens kræfter bestemmer alt og giver ikke efter for noget, og når du vandrer i fjeldet og har en udsigt på 200 kilometer, så bliver du selv meget lille. På få måneder gik det fra forår over sommer til efterår med ustadigt vejr og storme, men ind imellem også stjerneklare aftener med nordlys, der bølger hen over himlen i de flotteste grønne og lysende farver.

Jeg nåede at opleve naturen på disse tre flotte årstider og på alle tider af døgnet, og selv om turene i båd og med helikopter bragte mig til steder, hvor man ellers ikke kommer, så var det turene i mine egne støvler ud i fjeldet, som var det bedste. Når arbejdsdagen var slut, og vejret var til det, vandrede jeg af sted for at se, hvad der lå bag den næste klippe, den næste kam og den næste fjeldtop. Det sværeste var at vende om, men der var altid ligeså langt hjem som ud, og man lærte hurtigt, hvor langt man kunne nå på en dagsmarch.

Man kender ikke til stilhed og til det at være alene med sine egne tanker, før man har siddet på en fjeldtop og kigget ud over havet og de store isbjerge, som bevæger sig langsomt, men sikkert med storisen hele vejen fra Nordøstgrønland ned syd over, rundt om Kap Farvel og op langs vestkysten. Så forstår man, hvorfor grønlænderne og alle vi andre bliver nødt til at indrette os efter naturen, og hvorfor man trods alt aldrig skal være mere alene, end at man kan ringe hjem. Fra alle steder hvor man kunne se det højeste punkt i byen, hvor sendemasten stod, derfra kunne man også ringe hjem på mobiltelefonen, men byen kom hurtigt ud af syne, hvis man bevægede sig rundt nede i terrænet. Derfor havde jeg altid stationens satellittelefon med på mine vandreture, og med rig mulighed for at vrikke om eller rende i pludseligt dårligt vejr, så var det en god sikkerhed at have med i rygsækken.

Jeg var heldigvis forskånet for uheld på mine ture, men jeg har tit været mere træt på tilbageturen, end jeg havde regnet med, fordi opdagertrangen havde bragt mig lidt længere ud, end jeg havde planlagt. Heldigvis havde jeg i hele min periode stillet en båd til låns først fra én kollega, så fra en anden, og det bragte mig på under ½ time over på den anden side af fjorden, til nogle steder og nogle naturoplevelser, som jeg kun vanskeligt ville have kunnet nå på en dagsmarch. Selv om jeg er en ivrig lystfisker med alt det dyreste i grej og udrustning, så når Nordsjællands fine fluefiskeri efter havørred heller aldrig op på siden af at ligge i en lille bugt på den anden side af fjorden i Tasiilaq og hive en 7-kilos havkat op fra 80 meters dybde med håndholdt nylonline viklet omkring et bræt.

Man forstår, hvorfor næsten alle grønlændere har en båd, det forøger udfoldelsesmulighederne mange gange og giver simpelthen mere livskvalitet, og for rigtig mange i Østgrønland er det også stadigvæk et nødvendigt redskab til at tage på jagt og fangst og skaffe til føden for mennesker og dyr.

Det kan også blive politiets opgave at nedlægge større og farligere dyr end en havkat, og det farligste på landjorden i Grønland er isbjørnen.

En af de mange anderledes opgaver for politiet i Tasiilaq er at føre tilsyn med de ekspeditioner, som krydser Indlandsisen fra øst mod vest eller omvendt. Start- eller slutpunkt for ekspeditionerne er Isortoq, hvor Kurt og jeg havde vores første møde med den barske natur i Østgrønland, og hvor Indlandsisen møder kyststrækningen i et imponerende skue. Rigtig mange ekspeditioner krydser hvert år Indlandsisen mellem Isortoq og Kangerlussuaq på vestkysten, enten på ski eller snescooter, og når startpunktet er Isortoq, så skal ekspeditionerne først forbi politistationen og have kontrolleret de fornødne tilladelser og efterset, at udstyr er i forsvarlig stand. Forventet sluttidspunkt for ekspeditionen skal angives, og via politimesterembedet i Nuuk koordineres med politiet i Kangerlussuaq, så alle ekspeditioner kan følges i ankomst. Nogle gange melder ekspeditionerne deres position undervejs via satellittelefon, men nogle gange skal der også foretages personredning, fordi en ekspedition af den ene eller anden grund ikke er i stand til at fortsætte.

Den sommer meldte en norsk ekspedition på Indlandsisen et stykke vest for Isortoq, at ekspeditionen i nogle dage var blevet fulgt af en isbjørn, som kredsede tættere og tættere om dem. En isbjørn på Indlandsisen er en isbjørn på afveje, for isbjørnen lever langs kysterne og ved havet, hvor der er byttedyr for den, det er der ikke inde på selve Indlandsisen. En sulten isbjørn på afveje er en begrundet anledning til bekymring for mennesker i nærheden, og da ekspeditionen ikke var bevæbnet, var det nødvendigt at rykke ud for at skræmme isbjørnen væk eller for at dræbe den. Udrykningen skulle foretages i helikopter, men for det tilfældes skyld at isbjørnen skulle dræbes og medbringes, blev nogle af sæderne i helikopteren taget ud. Ud over piloten var der derfor kun plads til Kristian og distriktslægen, og vi andre måtte få historien, da de kom hjem.

Fra helikopteren var isbjørnen blevet spottet så tæt på ekspeditionen og så langt fra kysten, at den ikke kunne forventes at ville søge dertil, hvis den kun blev skræmt væk. Kristian vurderede derfor, at det var nødvendigt at nedlægge isbjørnen for ikke at bringe ekspeditionen i yderligere fare, og helikopteren blev sat ned på isen. Selv om rotorerne gik for fuld kraft, gik isbjørnen frem mod helikopteren, og da den var inde for skudhold, blev den først anskudt, så den ikke kunne gå videre og straks derefter dræbt med et skud direkte i hjertet på tæt hold.

Til trods for at det var en fuldvoksen isbjørn på omkring 300 kilo, så lykkedes det for de tre mænd at løfte den op i helikopteren, så den kunne fragtes tilbage til byen. Den norske ekspedition var glad, og for en sikkerheds skyld lånte de en riffel, til de var helt fremme. I Tasiilaq blev isbjørnens kød fordelt til sygehuset og alderdomshjemmet, og skindet blev efter reglerne sendt til Hjemmestyret. Det store dyr var blevet godt udnyttet, og Kristian havde skudt sin første isbjørn.

Ligeså glad Kristian var for at have nedlagt sin først isbjørn, ligeså glad blev jeg, da jeg skød min første sæl.

En af reservebetjentene Hans spurgte en dag, om jeg ville med på sælfangst, og det ville jeg naturligvis gerne. Vi tog af sted i Hans’ speedbåd en tidlig morgen, og da vi kom ud af fjorden og nåede det åbne hav, lå morgentågen tæt langs kysten. Vi skulle et stykke ud på havet, men det var ikke noget problem, sagde Hans og forklarede om bådens gamle kompas, at nålen bare skulle stå mellem 30 og 60 grader, så skulle vi nok finde hjem. Det valgte jeg at tro på, for som så meget andet i de barske omgivelser var troen tit det eneste, man havde. Det var alligevel en helt speciel fornemmelse at sejle mellem store isfjelde, som først dukkede op indenfor en sigtbarhed af under 100 meter, mens man ind imellem kunne høre en hval blæse ikke langt væk.

Da tågen lettede, blev jeg noget overrasket over, hvor mange sømil vi var fra land, og i begyndelsen tænkte jeg en del over, at Island kun lå nogle hundrede kilometer til den anden side. Jeg vænnede mig dog hurtigt til tanken og fandt mig til rette i Hans’ glasfiberbåd med 800 meter iskoldt vand under kølen, og jeg kunne begynde at spejde efter sæler. Noget nemmere sagt end gjort, for det eneste man ser, er som regel en lille behåret snude der trækker luft i det fjerne og ligner et af de talrige stykker småis, der driver rundt. Hans fortalte mig, at det er skik og brug, at den der først får øje på sælen også er den, der får det første skud, så jeg var ikke kommet med på en fribillet.

Den første sæl kunne vi se langt væk, for den lå helt oppe på en isflage. Da vi kom tættere på, kunne jeg se, at sælen hele tiden flyttede lidt på sig, og jeg troede, at den havde set os. Hans kunne se, at den var nervøs for noget andet end os, og pludselig skød en spækhugger ud af vandet 30-40 meter fra isflagen, men sælen havde vejret faren og nåede væk. Der ville gå et stykke tid, før der igen var sæler i området, og vi sejlede længere ud på havet.

Det var Hans, som spottede den første sæl i vandet, og han fik skudt en grønlandssæl, som er plettet og ikke så stor, og som giver fint kød til menneskeføde. Jeg lærte også snart at få øje på de små snudeskafter i overfladen, og vi så flere sæler, men uden at ramme. Både havet og båden gynger, og det er vanskeligt at komme tættere end 50-75 meter på sælen, inden den stikker i dybet.

Pludselig så jeg en lille snude og så et helt sælhoved, der kiggede rundt 50-60 meter lige foran båden, og Hans tog farten af og lod båden glide langsomt frem. Da vi var cirka 40 meter fra sælen, tog jeg sigte og skød, men sælen forsvandt i dybet. Hans sagde, at vi skulle vente lidt, og efter nogle sekunder dukkede sælen op igen, og der var blod i vandet. Jeg havde ramt den, og nu gjaldt det om at komme helt tæt på, før den skulle have det dræbende skud. Tidligt på sæsonen er sælernes spæklag ikke så tykt, og de synker hurtigt mod bunden, når de er blevet skudt. Efter et par skud fik jeg overvundet min bukkefeber, og jeg fik skudt sælen i hovedet på klos hold, og Hans nåede at kroge den.

Jeg havde skudt min første sæl, og Hans lykønskede mig og fortalte om dengang, han havde skudt sin første sæl sammen med sin far, da han var dreng. I min verden var det et højtideligt øjeblik, og jeg følte mig lidt tættere på alt det grønlandske. Min sæl var en remmesæl, som er en større sæl, hvis skind er netop meget velegnet til remme og til at lave beklædning af. Kødet fra en remmesæl er ikke helt så fint og bliver også anvendt til hundeføde, og jeg forærede sælen til Hans’ fætter, som havde et hundespand. Jeg skar et lille stykke af skindet, som jeg tørrede og garvede, og nu har jeg et fint minde om min første sæl og om min tur med Hans.

Det var en fantastisk tur, hvor vi også nåede at se sæler svømme af sted i flok, og vi var først i havn hen under aften og sejlede hjem i havblik og en smuk solnedgang.

Tilbage på jobbet blev jeg snart mødt af en anden trist side af det østgrønlandske samfund, de mange selvmord og selvmordsforsøg blandt unge, især unge mænd. De unge grønlandske mænd er meget dårlige til at tackle personlige problemer og til at yde hjælp til selvhjælp, især når det gælder kærestesorger. Der skal ikke mere til end et banalt skænderi med kæresten, så styrter hele deres verden sammen, og de ser ikke anden mulighed end at gøre en ende på det hele. Det kan virke helt barnligt, så lidt der skal til, men en ung grønlænder der siger, at han vil begå selvmord, han skal altid tages alvorligt.

Ole og Hanna var kærester, og de boede sammen i Hannas lejlighed. De var meget glade for hinanden, men Ole var konstant bange for, at Hanna ikke ville være sammen med ham mere, og hans usikkerhed førte ofte til skænderier. Når de havde skændtes, gik Ole altid fra lejligheden i dyb deprimeret tilstand, og jeg havde et par gange truffet ham i den tilstand og fået snakket med ham. Hver gang havde han sovet på det hele, og dagen efter så jeg igen ham og Hanna hånd i hånd nede i byen.

En lørdag aften ringede Hanna på min vagttelefon og fortalte, at hun havde skændtes med Ole, som igen var gået fra lejligheden og ville begå selvmord. Den her gang havde han ringet tilbage og sagt, at han var ved havnen, og at han havde en riffel, og Hanna var bange, for sådan havde han ikke sagt før. Jeg hentede en af reservebetjentene på vejen, og vi kørte ned til havnen for at lede efter Ole, og vi fandt ham siddende under en klippe ved en vens hus. Ole sad med en riffel mellem benene og havde den presset op mod hagen, og han græd og råbte af os. Jeg sagde til reservebetjenten, at han skulle blive tilbage, for reservebetjentene bærer ikke skydevåben, og man ved aldrig, hvem en selvmordstruet person kan finde på at rette sin fortvivlelse mod. Jeg gik længere frem mod Ole, og jeg valgte ikke at trække min tjenestepistol for ikke at optrappe situationen, og fordi vi før havde fundet ud af det, hvor han havde været meget ked af det.

Ole kunne godt snakke lidt dansk, og vi kunne forstå hinanden, men jeg kunne ikke snakke ham ned som de andre gange, og han sagde, at Hanna havde slået op med ham, og at det var slut mellem dem. Ole tog sin mobiltelefon frem og sagde, at han ville ringe til Hanna, men jeg frygtede, at det kun ville gøre ondt værre og sagde, at han skulle lade være. Hvis det var rigtigt, hvad han sagde, og Hanna gentog det i telefonen, så var jeg bange for, at han ville gøre alvor af at skyde sig, og jeg ville ikke kunne nå hen til ham.

Men Ole insisterede på, at han ville ringe til Hanna, og min eneste chance for at gribe ind var, hvis han gav mig lov til at ringe til hende først fra min telefon, og det gjorde han heldigvis. Jeg fik med det samme fat på Hanna og forklarede hende situationen, og at det var meget vigtigt, hvad hun sagde til Ole. Hanna fortalte, at de havde haft et stort skænderi, og at hun lige nu ikke vidste, hvordan de skulle finde ud af det sammen, men at hun ikke ville have, at Ole skulle dø. Hun ville gerne snakke med ham, og vi aftalte, at Ole kunne ringe til hende, og jeg lagde på.

Jeg fortalte Ole, at han kunne ringe til Hanna, og der fulgte nogle nervepirrende minutter, hvor han snakkede med hende på grønlandsk, mens han græd og stadig holdt riflen i den ene hånd. Det var en meget svær situation, for nu var den ude af min kontrol, og jeg kunne kun håbe på, at de fandt ud af tingene i telefonen. Ole græd og råbte, men efterhånden faldt han ned, og da han efter cirka 10 minutter lagde røret på, lagde han også riflen fra sig og trak benene op under sig og hulkede stille.

Da jeg kom hen til ham, var han meget ked af det, men rolig, og han fortalte mig, at Hanna gerne ville snakke med ham. Vi kørte ham derfor hen til hende, og vi snakkede længe med dem begge to, før vi lod dem være alene, og Ole lovede at komme op på stationen dagen efter, så vi kunne snakke videre. Det gjorde han også, og han og Hanna havde heldigvis fundet ud at være sammen igen, og han var glad. Forhåbentlig går det dem godt, for siden så jeg dem kun glade sammen, og han dukkede ikke op på døgnrapporten igen den sommer.

Når man er politimand i Grønland, så klarer man alle opgaver selv, og sager der i Danmark ville påkalde sig assistance fra en eller flere centrale afdelinger, dem er man bare nødt til at klare, for der er ikke andre. Kun i de helt alvorlige sager tilkaldes assistance fra Danmark, men det kan vare flere dage, før assistancen er fremme. Opgaverne er mangeartede, store og små, nogle tager 5 minutter, andre kræver en tilbundsgående gerningsstedsundersøgelse og sikring af DNA-spor mv., men fælles for dem er, at man lærer at stå på egne ben og at træffe hurtige beslutninger.

For mit eget vedkommende var jeg med min baggrund i kriminalpolitiet glad for at få genopfrisket det at stå på gaden og skulle håndtere forskellige mennesker og nogle gange i meget ophidsede situationer. Det optræner ens evne til at handle og få kontrol over en vanskelig situation, og det giver selvsikkerhed i det helt grundlæggende politiarbejde at skabe en god kontakt til folk. Efterforskningsmæssigt havde jeg stort udbytte af altid at være 1. mand på gerningsstedet til en opgave og være nødt til selv at foretage de undersøgelser, som herhjemme i mange tilfælde bliver varetaget af kriminaltekniske afdelinger eller særlige brandundersøgere.

Der var selvfølgelig også nogle mere utraditionelle opgaver for en dansk politimand, men som var almindelige efter grønlandske forhold, og jeg har plukket lidt i døgnrapporten fra min sommerassistance og fundet nogle typiske sager.

Under kørende patrulje en fredag aften ringede en kvinde og råbte og skreg på vagttelefonen, at hun var blevet voldtaget, og at hendes trusser var væk. Kvinden befandt sig udenfor ”Klubben”, som er byens dansested, og da vi kom frem, var hun fuldstændig hysterisk og stod og hev op i kjolen, så vi kunne se, at hun ikke havde trusser på. Oveni det hele var hun stærkt beruset, og da vi kendte hende fra den letlevende side, vidste vi godt, hvad problemet var. Vidner bekræftede hurtigt, at hun havde været sammen med en anden mand i Klubben, og at hendes kæreste var gået rasende hjem. Nu gjaldt det for hende om at få historien til at se anderledes ud overfor ham, men da vi afviste hende, blev hun kun endnu mere hysterisk og ukontaktbar. Berusede østgrønlandske kvinder kan være et kapitel for sig, og der var ikke andet at gøre end at køre hende hjem til kæresten og forsøge at forlige dem, inden vi var nødt til at skynde os videre til næste opgave.

En lørdag nat ringede kommunefogeden fra Sermiligaq på min vagttelefon, at han var ved at give livreddende førstehjælp til en mand, som var blevet gennembanket af tre andre. Undervejs i samtalen var kommunefogeden nødt til at afbryde, da han skulle give kunstigt åndedræt til offeret, og der måtte nogen til bygden hurtigt. Kristian vurderede, at helikopteren skulle af sted straks, men kun med lægehjælp, idet der af hensyn til personredningen ikke var tid til at vente på, at politiet skulle gøre deres arbejde på stedet, hvis vi tog med. En lidt underlig fornemmelse, når man vidste, at tre kendte gerningsmænd til en alvorlig voldsforbrydelse, der kunne ende med drab, var på fri fod i en lille bygd. Der var imidlertid ikke mulighed for at disponere anderledes, og offeret blev fløjet til sygehuset i Tasiilaq og kom under behandling, og dagen efter var han udenfor livsfare. Samme dag fløj vi til Sermiligaq, hvor vi ligeså stille gik fra hus til hus og anholdt de tre gerningsmænd.

Den stærke tidevandsstrøm fik isfjeldene til at vandre frem og tilbage i fjorden i løbet af dagen med en hastighed af helt op til 6 knob. Det medførte, at isfjeldene nogle gange drev ind mod havnen i byen og spærrede havneindløbet, men oftest løsnede isfjeldet sig, når strømmen gik den anden vej igen. En dag begyndte der imidlertid at brække store stykker af et isfjeld, som, hvis det kom i ubalance og tippede, var så tæt på kajen og bådehavnen ved siden af, at der ville skabes en voldsom bølge ind over kajen og hen over bådene.

Det lykkedes ”heldigvis” at få sejlet en tyk trosse rundt om isfjeldet og slæde det udenfor rækkevidde af havnen, så der ikke skete mere. Jeg skriver ”heldigvis”, for ellers havde det været nødvendigt at sprænge isfjeldet i stykker med en ladning dynamit. Det ville jeg nu gerne have set.

En 14-årig dreng ringede og anmeldte, at han havde fået bank af en voksen mand i mandens hus, og at manden havde forsøgt at kvæle ham med en ledning. Drengen havde søgt tilflugt i et nærliggende hus, og da vi kom frem, konstaterede vi, at han havde rødmen på halsen svarende til forklaringen. Manden blev anholdt i sit hus, og ved gerningsstedsundersøgelsen fandt vi, at en loftslampe med ledning var rykket ud af loftet, og at lampen og ledningen lå på gulvet. Stuen bar præg af, at der havde været tumult, og beboeren blev derfor anholdt. Han erkendte, men forklarede, at det kun havde været hans mening at skræmme drengen.

En aften blev jeg kaldt ned til havneområdet, hvor en ung mand skulle have forsøgt at begå selvmord. Ved havnen er der bygget en cementrampe ned i vandet, så man kan trække både op, og for enden af rampen lå en ung beruset mand og hulkede med benene i vandet og overkroppen oppe på rampen. Fyren havde dog udvist så ringe forsæt til at føre sit angivelige forehavende ud i livet, at vi nøjedes med en snak og med at give ham den opmærksomhed, som han havde brug for. Dagen efter traf vi den unge mand, som havde det godt og undskyldte ulejligheden.

I Kuummiut overnattede en husven hos en anden mand, men blev voldtaget af manden, da han var faldet i søvn. Husvennen blev holdt nede og turde ikke gøre modstand, da han blev truet med tæsk, og selv om han var homoseksuel, havde han ikke haft lyst til at være seksuelt sammen med manden. Manden nægtede først, men under afhøringen på politistationen erkendte han, dog med den forklaring at husvennen selv havde haft lyst til sex. Vi havde sikret sengetøjet fra den seng, hvor voldtægten var sket, og gerningsmanden og offeret var begge blevet underkastet en legemsundersøgelse på sygehuset, men med erkendelsen var det ikke nødvendigt at indsende spor til DNA-profilanalyse i Danmark. Sporene blev dog opbevaret indtil sagens afslutning i tilfælde af, at gerningsmanden skulle trække sin tilståelse tilbage.

En anmeldelse om høj musik i en lejlighed i byens boligblok udviklede sig efter Kurt og reservebetjentens ankomst til, at to brødre i lejligheden rottede sig sammen mod politiet og overfaldt dem. Kurt og reservebetjenten blev nødt til at slå sig fri med politistaven, og brødrene blev anholdt og sigtet for vold mod politiet. Brødrene erkendte og var dagen efter meget kede af det, og de hilste efterfølgende altid meget høfligt på politiet, når de mødte os i byen, også udenfor tjeneste.

På en af mine fredagsvagter røg jeg med reservebetjenten fra den ene voldsomme episode til den anden, og det hele kulminerede, da der blev sat ild på et hus, som næsten nåede at nedbrænde, inden brandvæsenet fik ilden slukket. Inden jeg fik set mig om, var reservebetjenten overgået til sin tjans i brandvæsenet og var i færd med at slukke ildebrand, mens jeg stod alene på gaden og fik forskellige oplysninger fra folk, der var stimlet sammen. Husets beboer, en ung kvinde, var sluppet ud og forklarede mig, at ilden var påsat af en mand, som hun havde givet lov til at følge hende hjem, men som blev sur over, at hun ikke ville have mere med ham at gøre derefter. Det var uklart, hvor gerningsmanden var undløbet hen, men da reservebetjenten og resten af brandvæsenet var færdige med at slukke branden, fandt vi ham på et værtshus. Han erkendte. Brandstedet blev nærmere undersøgt dagen efter af en af de mere brandkyndige kollegaer.

En tilsynsførende dyrlæge fra vestkysten havde under inspektion i bygden Kulusuk konstateret, at en hundespand var så vanrøgtet og udsultet, at det var nødvendigt at aflive hundene. I det tilfælde har dyrlægen kompetencen, og jeg blev sendt til Kulusuk i helikopter for at tage kontakt til kommunefogeden og overvære, at han aflivede hundene. Kommunefogeden var imidlertid på jagt, og det sammen var ejeren af hundespandet, som var tøjret i nærheden af dumpen, byens losseplads. Der var derfor ikke andet at gøre, end at jeg selv måtte nedskyde hundene med min tjenestepistol. Da jeg tilså hundene, kunne jeg godt se, at de formentlig ikke var i samme forfatning som hundene på vestkysten, men de kunne da bevæge sig ved egen hjælp, og jeg havde bestemt set dem værre, også i Tasiilaq. De østgrønlandske slædehunde er ikke særligt præsentable om sommeren, når de er ved at skifte pels, og de får måske kun mad hver anden dag, men hvis jeg skulle nedskyde det her hundespand, så skulle vi nedskyde mange andre hunde i Tasiilaq. Kristian var på sommerferie, men den midlertidige stationsleder var enig i ikke at efterkomme dyrlægens henstilling og lade det være op til Politimesterembedet at behandle klagen. Hundene blev ikke aflivet.

En ung mor kom ind på politistationen med sin 5-årige datter og anmeldte, at faren havde slået pigen. En nærmere afhøring af moren og pigen viste, at hun dagen forinden havde været alene hjemme med faren og lillebroren, mens moren var henne hos en veninde. Faren læste og havde brug for ro, men da pigen blev ved med at drille sin lillebror, så han skreg op, blev faren sur og tog pigen i benene og dunkede hendes hoved i gulvet to gange. Da pigen bagefter kom i seng, blev hun dårlig og kastede op, og da moren kom hjem, fortalte pigen hvorfor, og moren tog hende først på sygehuset og siden til politiet. Pigen havde fået hjernerystelse, og moren gik til politiet, så de kunne tage en snak med faren, om at han måtte styre sit temperament. Det kunne sagen selvfølgelig ikke nøjes med, og faren blev sigtet for grov vold, som han også erkendte enslydende med datterens forklaring.

Endnu engang ringede en af de fastboende islandske håndværkere, at hans grønlandske kæreste ville slå ham ihjel, og da hun før havde stukket ham med kniv, rykkede vi hurtigt ud. Hun var blevet jaloux over, at han havde snakket med en anden dame i byen, og nu havde hun truet ham med en brødkniv. Vi hjalp med at pakke hendes ting og kørte hende hen til en veninde, men vi vidste, at hun ville være tilbage hos kæresten dagen efter. En jaloux og beruset østgrønlandsk kvinde kan være en hård modstander, og hos nogle få af byens ægtepar er konen dømt for vold mod manden, typisk ved knivstikkeri, men de er stadig sammen.

Hver fredag var der nogen, der fik udbetalt løn, og det første nogle af dem gjorde var at bruge det hele på øl eller spiritus. En noget bekostelig affære priserne taget i betragtning, men grønlænderne skal have tilsvarende mindre mængder indenbords for at blive ligeså berusede som vi andre. Det medførte altid, at noget af fredagen gik med at genne slænget væk fra butikken, for de nåede kun lige udenfor døren, før de begyndte at drikke. Og en grønlænder der vil drikke, han drikker igennem, så er det sagt, og han falder, hvor han står. Eller hun, for den sags skyld.

Af ressourcehensyn var det selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt at fylde detentionen op med folk, der skulle tilses af en læge og føres regelmæssigt tilsyn med en fredag, så de fleste berusere kørte vi hjem i seng eller på hospitalet, eller hvis det var godt vejr og ikke blev koldt om natten, så placerede vi dem sikkert i vejkanten. Der ville nogen af dem alligevel falde om af sig selv og først vågne, når festen var forbi.

Et godt eksempel på noget, der forekommer uforanderligt i det østgrønlandske samfund, og et godt eksempel på en typisk politiopgave i sommeren 2004.

Det var ikke kun en erfaring med politiarbejdet, der trak mig til Grønland, men mest af alt en udfordring af mig selv, hvordan jeg kunne tilpasse mig forholdene og måske finde ud af lidt mere om, hvad jeg kan og ikke kan. Og det fandt jeg også ud af. Jeg fik flyttet nogle grænser, og det er jo den bedste måde at komme til at lære sig selv bedre at kende på. Grønland og grønlænderne er meget forskellig fra Danmark og danskerne, og inden jeg tog derop sammen med de andre sommerfolk, fik vi at vide, at vi ikke skulle derop for at lave om på noget. Det var med den indstilling, jeg gik til arbejdet, mine kollegaer og befolkningen, og da arbejdsdagen var slut, gik jeg i gang med at opleve Grønland på min egen måde. Naturen ligger lige uden for døren, og jeg er vandret kilometer efter kilometer i fjeldet, har sejlet mellem isfjelde og hvaler, og jeg er fløjet i helikopter tæt forbi gletscherkanter og bjergtinder, hvor der med sikkerhed aldrig er sat et støvleaftryk.

Jeg så og oplevede meget mere, end jeg forventede, men stadig er der meget mere, jeg gerne vil se og opleve. Det er følelsen af Grønland, der har bidt sig fast. Grønland er en oplevelse og for de fleste en følelse for livet, og de store indtryk fra naturen og samfundet er med til, at du finder ud af, hvad du selv indeholder. Politiarbejdet i Østgrønland gav mig mulighed for at opleve grønlænderne på meget tæt hold, og nogle gange helt inde under huden på godt og ondt, men bagefter er det heldigvis alle de mange gode oplevelser, der ligger forrest i hukommelsen.

Under mit ophold var jeg indkvarteret i et lille træhus på 35 kvadratmeter med udsigt over havnen og fjorden, og toiletspanden blev tømt to gange om ugen, så jeg manglede ikke noget. Min hustru og vores to drenge var oppe hos mig hele juli måned, og det var bare dejligt at have liv i huset igen ligesom derhjemme. Jeg er selv født og opvokset i Tasiilaq, og det vakte mange følelser til live, at Grønland bare var én stor legeplads for drengene, som det også var for mig dengang. Der er højt til loftet og langt ud til siderne, og smilet er stort, når det bare er det sjoveste at få en tom colaflaske til at flyde med strømmen i elven. Børnene bruger det forhåndenværende princip, og de lærer at bruge deres fantasi og få en masse ud af ingenting. De grønlandske børn er også utrolig imødekommende, og en slidt fodbold ophæver alle sprogbarrierer og forbehold. Vi fik nogle oplevelser sammen, som kun de færreste familier får, og jeg tror, at Grønland altid vil rulle lidt i blodet på os alle sammen nu.

Det blev meget andet og mere end et sommerjob, og derfor er det også blevet til meget andet end en fortælling om arbejde og kriminalhistorier, for hvis man ikke fortæller noget om naturen og sine indtryk, så har man slet ikke fortalt noget om Grønland.

 

/Jens Underbjerg