<<
Fugle i Grønland
af biolog David Boertmann
 
© Mario Acquarone
Ederfugle
 
Introduktion af forfatteren
David Boertmann er seniorforsker ved afdelingen for Arktisk Miljø, Danmarks Miljøundersøgelser. I denne artikel behandler han kort nogle emner, som man kunne høre meget mere om i et foredrag for Qatanngut den 27. marts 2007.
David Boertmann har udgivet en mængde videnskabelige rapporter, samt den lille bog, Fugle i Grønland (80 sider, 222 gram, Illinniusiorfik 2002). Den kan bl.a. købes i kiosken i Kangerlussuaq lufthavn.
Arts- og individrigdomme i arktis og i troperne

© Finn Johannessen
Regnskov
Grønland og Arktis i det hele taget er karakteriseret ved et meget lille antal forekommende fuglearter. I Grønland yngler ca. 60 forskellige fuglearter, hvilket er meget få sammenlignet med f. eks. Danmark, hvor der findes ca. 175 arter, og tropisk Sydamerika, hvor der alene i 100 km2 regnskov kan findes mere end 500 arter. Det hænger selvfølgelig sammen med livsbetingelserne, men også med et meget mindre udbud af levesteder. F. eks. mangler den meget fuglerige skov totalt i arktis.
De få arter opvejes dog af den meget store individrigdom, som mange af især havfuglearterne fremviser. Få arter men stor individrigdom er et typisk arktisk fænomen, som ikke alene gælder fuglene – tænk bare på myggene og kamikfluerne, lemmingerne i NØ-Grønland eller grønlandssælerne.
© Finn Johannessen
Snespurv
Indland kontra kyst i Grønland
I Grønland er der generelt få fugle i land. Det er særligt udpræget i Vestgrønland, hvor man kan gå i timevis og kun se enkelte snespurve, laplandsværlinger, stenpikkere, gråsiskner og ravne. I vådområder kommer der så en del svømme- og vadefuglearter til, men det er stadig sparsomt. Langs kysterne stiger antallet af fugle – både arter og individtætheder og især langs yderkysten kan der være meget fuglerigt. Dette hænger sammen med den biologiske produktion, som i arktiske have kan være meget stor. Skærgårdene ud for Nuuk er f.eks. meget fuglerige, og får man muligheden for at komme ud og sejle i Upernavik kan man se virkeligt mange fugle. De tætteste og største bestande findes i Qaanaaq kommune hvor søkongerne yngler. Her yngler anslået 34 millioner par på en kyststrækning der er 400 km lang.
© Mario Acquarone
Sabinemåger
Tilpasninger til arktisk klima
Det kræver tilpasninger at være fugl i arktis. Først og fremmest skal en fugl kunne holde varmen. Dvs. den skal kunne finde føde nok til at holde stofskiftet – varmeapparatet – i gang. Det betyder igen at det er fødetilgængeligheden som er den begrænsende faktor.
Fødetilgængeligheden om sommeren er normalt ikke noget problem – der er rigeligt. Dårligt vejr, forsinkede forår kan dog ødelægge en ynglesæson, men det betyder ikke noget i det lange løb – fuglene er tilpasset sådanne forhold, og de fleste fugle lever længe nok til at yngle igen det følgende år.
Trækfugle og standfugle
Den vanskelige tid for fuglene er vinteren – det er koldt, landet er dækket af sne, havet dækket af is, dagen er kort osv. Hvordan klarer fuglene disse forhold? Ja den letteste måde er at flygte fra det hele og tage "ned i varmen". Langt de fleste af Grønlands fugle er trækfugle, som flyver over Atlanten til Nord/Sydamerika eller Europa/Afrika. Nogle få landfugle er hårdføre nok til at overleve vinteren: Rypen, ravnen, sneuglen og jagtfalken og endelig den lille og meget robuste hvidsisken.
Farvandet ud for sydvestgrønland er paradoksalt nok et meget vigtigt overvintringsområde for havfugle fra hele det nordatlantiske område. Her overvintrer mindst 3,5 millioner fugle: Lomvier, ederfugle, kongeederfugle, m. fl. Ringmærkning og sporing med satellitsender viser at disse fugle kommer dels fra Grønland dels helt fra Alaska, arktisk Canada, Island, Svalbard, og Rusland.