Efter fire timers flyvning lander vi i Narsarsuaq i Sydgrønland. Det er 11. juli 2009, og vi befinder os 3.550 km fra København. De næste to uger skal vi sammen med seks grønlændere afmærke en vandrerute på godt 50 km, som går fra fåreholderbygden Igaliku (20 km fra Narsarsuaq) til Grønland fjerdestørste by, Qaqortoq (Julianehåb).

"Vi" er Tina, Mette, Vivi, Berit og jeg selv. Rebekka slutter sig til os efter et par timer. Hun kommer med fly fra sin hjemby, Nuuk. Alle er vi medlemmer af Dansk Fjeldvandrerklub og/eller af Qatanngut. Sammen med naturvejlederen i den sydgrønlandske kommune og fire andre grønlændere fra området skal vi afmærke vandreruten. Det sker ved at bygge varder og ved at markere ruten med maling på sten og klipper. Udvalget for Vandreturisme i Grønland støtter de tilrejsende fra Danmark og Nuuk økonomisk, mens de fire grønlændere betales af kommunen.

Vi er heldige med vejret, som skifter til varme og sol netop som vi ankommer. Udover telte, soveposer, tøj, benzinbrændere og mad omfatter vores udrustning bl.a. fire brækjern (til at brække sten op af jorden), arbejdshandsker, stålbørster (til rengøring af klipper og sten, så der kan males på dem), malerpensler og tre liter rød maling.

Jacky Simoud, der står for bådtransport i Sydgrønland, kører os den korte tur ned til Narsarsuaq havn, hvor vi går ombord i hans lille trækutter, "Puttut". Den næste time sejler vi mellem små isbjerge mod syd til anløbsstedet Itilleq. En flot sejlads. Herefter går vi tre kilometer ad "Kongevejen" til Igaliku, som er et fåreholdersted med omkring 30 fastboende mennesker. Da vi kommer over bakkekammen og kan se ned på fåreholderbygden, tager vi en pause, hvor vi bare nyder udsigten: Igaliku-fjorden er i modsætning til Narsarsuaq-fjorden næsten fri for isbjerge, men fjordvandet er grønligt (brævand), mens vandet i Narsarsuaq-fjorden er blåt fjordvand. På den modsatte side af Igaliku-fjorden tårner majestætiske fjelde sig op. Der er sne på bjergtoppene. Det er bare overvældende flot.

På tredjedagen slår vi lejr ved "400-meter søen". En smuk 3 km lang sø 8 km sydvest for Igaliku. I shorts og t-shirts gik turen næste dag videre langs søen. Solen skinnede, og det var varmt. Ved søens modsatte ende så vi for første gang en del af "Redekammen", en karakteristisk stejl fjeldryg, som befinder sig omtrent midt på Qaqortoq-halvøen.

Vi byggede en særlig stor varde ved sø-enden med retningsangivelse videre frem. Derefter frokosthvil. Et par kilometer længere fremme nåede vi op på en bakkekam/fjeldryg, hvorfra der var en fantastisk udsigt ned over en bred, græsklædt dal og videre ud mod den grønlige Igaliku-fjord og de bagved liggende sneklædte bjerge. FLOT. Ved 18-tiden slog vi lejr nede i dalen tæt ved "sø 310".

Næste dag flyttede vi os for alvor. Turen blev på godt 10 km, og det er langt, når der samtidig skal bygges varder og afmærkes med maling undervejs. Ruten gik nu ind i en smal sidedal og op gennem et stejlt pas. Oppe i selve passet spiste vi frokost og nød en fantastisk udsigt. Vi var nu oppe i en natur af højfjeld. Derefter op til "sø 410".

Det var nu blevet torsdag 16/7 og det var begyndt at blæse op, men solen skinnede alligevel det meste af tiden. Den store elv med krystalklart vand blev vadet. Kun jeg selv fik en våd støvle. Derefter frokost, vardebygning og male-afmærkninger og så af sted 5-6 km hen til Hvalsø Kirkeruin.

Det blæste nu en varm føn-vind af kuling styrke. Vi fandt læ nede på stranden, hvor vi spiste aftensmad og håbede på mindre vind. Først ved 21-tiden slog vi teltene op. De klarede heldigvis den kraftige blæst. Aftenturen gik hen til Hvalsø Kirkeruin, et stemningsfuld sted med flot udsigt ud over fjorden.

Næste dag skulle vi få friske forsyninger med båd. Den kom imidlertid ikke, fordi blæsten gjorde sejlads farlig. Vi havde dog mad nok til endnu et par dage. Turen gik nu mod vest langs fjorden. En vanskelig rute, dels pga. højt pilekrat, dels pga. stejle klipper ned mod fjorden. Ved udmundingen af en stor elv delte vi os i to grupper: Den ene del fortsatte langs kysten, mens den anden gik op i fjeldet langs elven for derefter at krydse ind over fjeldet oppe i et pas. Kystruten viste sig at være livsfarlig, men ved hjælp af naturvejlederens motorbåd kom dette hold vel frem til den aftalte lejrplads. Vi andre byggede varder og afmærkede ruten op over fjeldet. FLOT udsigt oppe i passet, men derefter en lang, vanskelig nedtur, hvor vi til sidst ikke kunne finde nogen ordentlig rute og derfor undlod afmærkning det sidste stykke. Først ved 21-tiden var vi fremme ved lejrpladsen med en lille nybygget hytte.

Vi blev på dette sted endnu en overnatning og brugte den følgende dag til at gå tilbage for at udføre afmærkningen ordentligt. Det lykkedes kun delvis.

Vores proviant var nu tæt på at slippe op, og vi besluttede derfor næste dag at gå de 16-17 km frem til Qaqortoq hurtigt – altså uden at afmærke ruten. Denne strækning er ubeskrivelig flot, når solen skinner fra en skyfri himmel – og det gjorde den.

Ved 20.30-tiden var vi fremme ved Qaqortoq, hvor vi spiste en sen og middag på byens hotteste sted, en Thai-restaurant. Vi rejste teltene midt om natten ude ved Højskolen, og næste morgen fik vi et tiltrængt brusebad. Efterfølgende spiste vi morgenmad hos én af vores grønlandske vardekollegaer i hans lille træhus. En herlig gæstfri mand. Resten af dagen var vi dels på sightseeing i byen, dels fik vi aftalt bådtransport tilbage i ødemarken for at gøre afmærkningsarbejdet færdigt.

Næste morgen blev vi i motorbåd sejlet tilbage til en særlig naturskøn bugt, som samtidig lå helt rigtigt i forhold til vores opgave med at afmærke den sidste del af ruten. Rebekka havde forinden nået at købe frisk hvalkød og sælkød på "brættet" på havnen i Qaqortoq. Efter en lang dags vardebygning og "malerarbejde" oplevede vi en uforglemmelig aften ved den naturskønne lejr. Grønlænderne havde tændt bål på stranden og Rebekka stegte hval-og sælkødet, idet hun brugte flade sten som "stegepande". Det smagte endnu bedre end middagen på hotellet aftenen før. Store, flotte isbjerge lå mindre end 200 meter fra stranden.

Næste dag afmærkede vi resten af ruten ind til Qaqortoq. Den sidste varde - eller den første, hvis man går den modsatte vej – som vi byggede helt i udkanten af byen, blev særlig høj og flot. Efter bad på Sømandshjemmet gik vi til middag midt i byen hos en af Rebekkas vandre-veninder, som hun havde mødt nogle dage før. Igen oplevede vi den store grønlandske gæstfrihed – og en overdådig middag med rejer til forret, hvalbøf med grønlandsk salat (med bl.a. klokkeblomster) til hovedret og en himmelsk rabarbergrød med flødeskum til dessert. Vi var kommet fra ødemarkens paradis til civilisationens paradis!

Næste formiddag var vi inviteret op på Rådhuset, hvor borgmesteren tog imod og takkede for vores indsats. Også et par andre grønlandske kommunalpolitikere og nogle embedsmænd var til stede under seancen. Om eftermiddagen gik turen med båd tilbage til Narsarsuaq. Her passerede vi bl.a. det spritnye danske krigs- og inspektionsskib "Ejnar Mikkelsen", som netop var afsejlet fra Narsarsuaq.

Tilbage i Blue Ice Café ved lufthavnen mødte vi Johannes, Elsebeth og Ole, som var grundstammen i dét arbejdshold, der de følgende par uger skulle afmærke vandreruten fra Sillisit til Narsaq. Det gav os mulighed for at øse af vores erfaringer og for at videregive en del af vores afmærkningsudstyr.

Næste dag var hjemrejsedag. Vi havde en god følelse i flyet på vej hjem. Vi havde udført jobbet, og vi havde fået naturoplevelser for livet.