|
Foredrag torsdag den 16. marts 2006 på Nordatlantens
Brygge
<<
Nyt om Grønlands forhistorie i 4.500 år
ved forskningsprofessor Hans Christian Gulløv
For nylig udkom den samlede beretning om Grønlands 4.500 års forhistorie. Det er den første samlede præsentation af kulturhistorien på Verdens største ø.
Beretningen bygger på de mange nye opdagelser, som forskere fra de nationale museer i Danmark og
Grønland har gjort gennem de sidste to-tre årtier. Her har de kortlagt og udgravet vedbevarede spor af
inuits og nordboerne. Sporene ligger i det arktiske landskab i form af bopladser, gårdsanlæg og grave.
Via en række arkæologiske high-lights tager foredragsholderen os med på en rejse gennem
Grønlands fantastiske forhistorie.
Muligheden for at skabe overblikket til beretningen skyldes først og fremmest Nationalmuseets kun 4 år
gamle Center for Grønlandsforskning. Her er de mange forskningsresultater samlet på ét sted, og
nye undersøgelser er udført i samarbejde med grønlandske kolleger.
Det har bl.a. vist sig, at Grønlands forhistorie langt fra er så enkel, som man førhen mente. For
eksempel har møder mellem så forskellige kulturer som den palæoeskimoiske Dorsetkultur, den
neoeskimoiske Thulekultur og nordboerne været med til at forme udviklingen.
Foredragsholderen Hans Christian Gulløv er dr. Phil. i arkæologi og ansat som forskningsprofessor ved
nationalmuseets Center for Grønlandsforskning. Hans Christian Gulløv har i hele sin professionelle
karriere arbejdet med Grønlandsarkælogi, og den nye samlede beretning om Grønlands forhistorie
repræsenterer en foreløbig kulmination på en lang og utrættelig arbejdsindsats indenfor
netop dette felt.
|