<<
Nekrolog - Jørgen Andersen
 
 
Kære Alle.
Kl. 19.45 i aften sov Jørgen ind.
Han var sej til det sidste og holdt godt fast i livet.
I skal ikke ringe, I hører nærmere, når jeg ved mere om begravelse mm.
Kærligst
Birgit.
Med denne sms modtog vi sent om aftenen den 27. november 2009 meddelelsen om, at foreningens mangeårige kasserer Jørgen Andersen var død efter nogen tids kræftsygdom. Jørgen blev kun 53 år.
Jørgen Andersen var medlem af foreningen fra omkring 1970, og han blev valgt ind i bestyrelsen i 1988, hvor han også overtog posten som kasserer. Herefter bestred han denne post til sin død 21 år efter.
I 1993 deltog Jørgen i genskabelsen af Udvalget for Vandreturisme i Grønland, hvor han også var kasserer og tillige forestod salget af Udvalgets vandreguide til nu.
Jørgen havde været fire gange i Grønland med foreningen, heraf to gange som turleder. Jørgen var én af de ret få, der havde vandret fra Qasigiannguit / Christianshåb til Ilimanaq / Claushavn og videre nordpå til Isfjorden, som han altså havde set sydfra – en bedrift, han ikke undlod at fremhæve, hver gang én fra bestyrelsen fortalte om en spændende rejse til et sted i Grønland, Jørgen ikke selv havde været!
Desuden havde Jørgen været i Qanaq ved Thule på besøg hos sin daværende kones familie.
Jørgen annoncerede flere gange i 1980’erne, da børnene var hjemmeboende, en Qatanngut-familietur til Sydgrønland med sig selv som rejseleder. Men projektet kunne ikke samle deltagere nok til, at en Qatanngut-tur kunne realiseres.
Som kasserer var Jørgen kompetent og driftsikker, til bestyrelsesmøderne gemytlig, konstruktiv og til stede, selv efter en lang arbejdsdag – han var i øvrigt revisor i sit professionelle virke.
Jørgen varetog også sikkert arbejdet med foreningens medlemsregister og at udsende foreningsbladet til medlemmerne. Videre var Jørgen foreningens arkivar. Som en naturlig følge heraf var det Jørgen, der udarbejdede oversigten over de mange rejser, foreningen havde forestået, til foreningens 25 års jubilæumsskrift i 1994.
For Jørgen var foreningen et tredje barn – han sagde det selv ved enkelte lejligheder, og det var derfor med bange anelser, vi i sommer fik at vide, at han ikke ønskede at fortsætte som kasserer efter generalforsamlingen i år. Da jeg for nylig besøgte ham på hospitalet efter generalforsamlingen, spurgte han straks til, hvordan det var gået. Men han forstod desværre kun et kort svar, og få dage senere sov han ind.
Med Jørgen Andersen og hans mangeårige indsats i bestyrelsen har foreningen mistet én af sine vigtige støtter og kulturbærere og en seriøs og betydelig arbejdskraft.
Sideløbende med bestyrelsesarbejdet har jeg personligt haft den glæde at være Jørgens nære ven i en lang årrække. Venskabet blev knyttet igennem bestyrelsesarbejdet i foreningen. Som ven var Jørgen altid til stede med tillid og respekt, og det var også Jørgen, der på den daværende bestyrelses vegne kom hjem til mig privat med det tilbud om at blive rejseleder, der førte til foreningens tur til Disko-bugten i 1991. Den tur var ét af min fjeldkarrieres højdepunkter, og bl.a. erfaringerne derfra blev grundlaget for, at jeg skrev foreningens ”Håndbog for rejseledere”, der udkom i 1994.
Jørgen blev bisat lørdag den 5. december 2010 fra Skelgårdskirken, som ligger på Amager, hvor Jørgen var født og havde boet den største del af sit liv.
I bisættelseshøjtideligheden deltog bl.a. tre medlemmer af bestyrelsen af Qatanngut.
Jørgen efterlader sig udover sin kone Birgit også to børn, René og Dortea, der for få år siden er flyttet hjemmefra. Vore tanker går til de efterladte.
Æret være Jørgens minde.

Morten Jørck
Bestyrelsesformand